Et traume er en fastfrossen tilstand i nervesystemet, der er kodet til at reagere på oplevelser, der minder om det, der skete, da traumet opstod og mobilisere de samme forsvarsstrategier, som det havde til rådighed, da traumet opstod. På ryggen af denne fysiske reaktion i nervesystemet, som ikke nødvendigvis har nogen forbindelse til det, der sker i nuet, opstår følelser og tanker, der kan blive et narrativ, dvs. en fortælling om, hvem du er, hvad denne situation siger om dig, og hvilke intentioner andre har. Et kompleks af traumer kan over tid komme til at udgøre en hel identitetsfortælling om, hvem du er, og hvad du kan og blive både meget styrende, begrænsende og i sig selv angstprovokerende at leve i. Det er ofte forbundet med skam, skyld og utilstrækkelighedsfølelse, når traumer definerer et menneskes liv og selvopfattelse, og ofte ligger de dybereliggende årsager til de problemer, man oplever i skjul for klienten selv, hvilket fører til yderligere følelse af fremmedgørelse og uformåen. At opleve sig selv taget af følelser og i bestemte situationer udstyret med et barns ressourcer, når man ellers på mange andre områder af sit liv oplever sig kompetent, voksen og ansvarlig kan være en undergravende fornemmelse, der tilføjer en underliggende uro. En tikkende bombe, der kan detonere, når som helst. At arbejde med traumer er for os at bringe disse dybe mekanismer op til overfladen. Forstå dem, omfatte dem med respekt og forløse dem. I en ånd af total accept af at dette er dit nervesystem, der engang reddede dig og fortsat gør det. At der er ikke noget galt med dig. Din pinefulde tilstand er dit nervesystem, der gør sit allerbedste for at holde dig i sikkerhed.